Af Per K Larsen 15/10/2019/ PKL
Så er byggeriet af den ny daginstitution på Flyvestationen gået i gang. Åbningen sker medio 2020 med plads til 150 børn. Men forud for de første spadestik har der været en lang dialog mellem kommunen, Jonstrup 89 og forældrene. Først om den var nødvendig eller man kunne nøjes med de institutioner, der er allerede. Så om placeringen og antal pladser. Forløbet siden viser at god dialog mellem forældre, forvaltning og politikere kan spare kommunen for millioner og skabe bedre løsninger til glæde for alle.
Forvaltningens første udspil var en prognose i 2016, som viste at børnetallet ville vokse frem til 2025, men der var ingen indstilling om, at bygge en ny institution. Jonstrup 89 spurgte de nye børnefamilier og fandt blandt dem eksperter, der kan det samme som kommunen, men derudover har lokalkendskab. Forældrenes prognoser for børnetallet var de samme som kommunens på lang sigt, men viste også at tallet steg langt hurtigere og at der var behov for flere pladser i Jonstrup allerede fra 2018.
Forældreprognosen vandt gehør blandt politikerne, som besluttede at bygge en ny institution med plads til 180 børn, som dog først kunne åbne 2020. Forvaltningen pegede på forskellige mulige placeringer. Jonstrup ’89 anbefalede placeringen tæt ved forældrene og politikeren var enige. Tak for det. Men som sagt: der var behov for flere pladser før 2020. Den politisk valgte løsning var at udbygge den eksisterende daginstitution Krudthuset fra 80 til 100 pladser og at starte en skovbørnehave med 40 pladser. Skovbørnehaven lød som er rigtig god ide, indtil forældrene gjorde opmærksom på at de har mange spædbørn, som ikke kan gå i en skovbørnehave. Kommunen lagde op til en ny ombygning af Krudthuset med 40 vuggestuepladser, men forældreråd og pædagoger var bekymrede, de ønskede ikke endnu en lang periode med ombygninger.
Løsningen kom fra forældrene, nye som gamle, i samråd med forvaltningen: ”Vi behøver ikke skovbørnehaven eller flere ombygninger af Krudthuset, men foreslår en fleksibel løsning, hvor de børn, der ikke er plads til i Krudthuset, får plads i tomme lokaler i andre institutioner i kommunen og passes af pædagoger, der flytter sammen med børnene til den ny institution på Flyvestationen, når den åbner”.
Politikerne sagde ja til forslaget og resultatet ser vi nu: Kommunen sparer omkring kr. 5 mio på indretning af en ny skovbørnehave og ombygning af Krudthuset og både forældre, børn og pædagoger er glade for løsningen og den ny institution der åbner på Flyvestationen.
Med venlig hilsen
Per K. Larsen
Jonstrup ’89.