Home > Blog > Jonstrup - fra boplads til by. En historie hugget i sten.

Jonstrup - fra boplads til by. En historie hugget i sten.

Posted by on June 29, 2020

Lige nu er der fuld gang i byggeri af boliger på flyvestationen. Gamle hangarer får nyt liv, der anlægges veje og søer. Der graves sten frem, som isen efterlod for mere end 15.000 år siden. Stenene fødte ideen: at fortælle egnens historie i en tidslinje fra istiden til nu. På kort tid var der sammensat en projektgruppe af kyndige folk fra Jonstrupsamlingen, Værløseegnens historiske forening og Jonstrup 89. Furesø Museum hjalp med gode råd. Finansieringen, i alt kr. 100.000, kom fra FREJA, Furesø kommune, Fonden for Oldtidsstier og Jonstrup 89. Projektet startede september 2019.

Du kan se de foreløbige resultater på Flyvestationen på pladsen ved søerne mellem hangar 3 og 4. Her arbejder billedhugger Olav Johannisson med at få historien, årstal og symboler mejslet ind i 21 store fortællesten, der er spredt ud på pladsen. Fortællestenene bliver supplerede med QR – koder, tekster og kort, som uddyber og viser sammenhænge.

 

Hele historien åbnes officielt fredag den 28. august 2020, kl. 14 på pladsen. Alle er velkomne.

 

Stenene starter med år 15.000 f.Kr., hvor isen er smeltet og efterlader et landskab af vandløb og søer, men også et vandskel, hvor først dyrene og siden egnens beboere finder vej. Jægerne bosætter sig fra 11.000 år f.Kr. og efterlader deres spor: spydspids og uroksehorn. Jorden er frugtbar, bønderne kommer 4.000 år f.Kr. og efterlader Bringeøksen og dyssekamre. Bronzealderen 1.800 år f.Kr. sætter sine spor i skålsten. Bebyggelsen ved vandskellet, Brethinge kommer i jernalder og vikingetid, Alugod begraves år 230. Kristendommen sætter sine første spor år 1.000. Egnens spredte gårde samles år 1.100 i landsbyer, blandt andet Bringe. Jon Sunesøn bygger sin gård ved Søndersø omkring 1. 200 og lægger navn til Jonstrup. Gården nedlægges og Jonstrup bondeby grundlægges omkring år 1.300 og får egen vandmølle. Bondebyen opgives efter brande i 1600-tallet, og området anvendes som kongens hø-eng. I 1760 anlægges en fabrik, der producerer ulden manufaktur. Fabrikken går fallit og Jonstrup Seminariet flytter ind 1809. Værløselejren grundlægges 1910 og Flyvestationen åbner i 1930’erne, erobres af Tyskland i 1940 og udvides i 1950 som del af NATO forsvaret. Seminariet generes af fly- støjen og flytter ud og Flyveofficerskolen flytter ind. Flyene og officererne flyttes til Karup i Jylland, Flyvestationen deles op i store naturområder og områder til bebyggelse. Jonstrup udvides til en by med 3-4.000 indbyggere.

 

Det er en i bund og grund fantastisk historie om, hvordan store begivenheder præger små lokalsamfund. Men også om, hvordan naturen skaber forudsætningerne og hvordan mennesket omdanner naturen til egne formål. Først isen, så vandet og den flade, frugtbare slette. Så menneskene, bopladsen og nu byen.

En stærk påmindelse om at naturen er al tings moder, som er værd at huske i disse klima- og virus - kriser.

 

Vi kan kun anbefale andre at dykke ned i jeres lokalhistorie. Det er spændende og givende.

 

Signe Holm-Larsen                    Niels B. Thomsen og John Mynderup             Per K. Larsen

Jonstrupsamlingen                    Værløse Historiske Forening                           Jonstrup ’89

 

Kommentarer:

You must be logged in to leave a reply. Login »