NB: Tilbage til opslaget her
Boligveje i lokalplanen er udlagt efter et billedligt princip som 'seler', der holder bebyggelsen fast til Perimetervejen, der er bydelens 'livrem'. Vejene i lokalplanen er formgivet ud fra konceptet om 'den selvforklarende vej'. Også i Udsigtshusene. Vejens forløb tydeliggør den tilladte hastighed ved at 'krølle' mere jo lavere hastighed, der tillades. Princippet er tydeligt beskrevet i designmanualen, hvoraf de fremgår:
"Lege- opholdsarealer opleves som delte flader mellem alle trafikanter. Biler, cyklister og gående færdes således side om side, og det er vigtigt at man er opmærksom på hinanden. Vejens forløb med indsnævringer og knæk er med til at sikre trafiksikkerheden og regulere hastigheden på trafikken, således at unødvenlig skiltning og øvrige hastighedsbegrænsende foranstaltninger undgås.
Udposninger på vejen tillader biler at vende rundt, men de giver også mulighed for boldspil, mødesteder og afholdelse af mindre events"
Lokalplanen angiver et varieret vejforløb i Udsigtshusene mellem 3,5 m og 7,0 m som muliggør opfyldelsen af visionen om vejen som et aktivt, fælles areal, som indbyder både til hensynsfuld bilkørsel og menneskelig aktivitet.
Oplæg til indsigelse
Det fremlagte bebyggelsesforslag anviser en banal vejudformning, som på ingen måde efterlever lokalplanens angivelse på Kort 6b af et varieret, 'krøllet' vejforløb eller en alternativ udformning, som inviterer til fælles anvendelse af vejen og aktivitet. Lokalplanens kort har bindende virkning, og lokalplanens krav iht. disse skal opfyldes, - her vedr. vejforløb. Intentionen om den selvforklarende vej er på ingen måde tilgodeset i projektet.
Lokalplanens forståelsestekst jfr. designmanualen:
"Udsigtshusene etableres i par, der danner et fælles friareal/gårdrum mellem bygningerne. Intentionen er at dette uderum er med til at styrke naboskabet ved at tilbyde ophold og primær ankomst til boligen herfra. Det fælles friareal ligger som afstikkere fra boligvejen og inddeles med private forhaver langs bygningerne og et større fællesrum i midten.
Gårdhaven skal programmeres med funktioner, der er med til at styrke naboskabet. Der skal være bilfri zoner til ophold og leg.
Ankomsten til boligen skal placeres ud til de fælles friarealer/gårdrum, hvor fællesskabet og naboskabet dyrkes".
Med bindende virkning definerer lokalplanens kort 6b en bebyggelse med fokus på den parvise struktur omkring gårdhaverne, som styrker bebyggelsens boligsociale aspekter ved at styrke de enkelte naboskabers identitet. I overensstemmelse hermed definerer lokalplanen, at de enkelte 'pardannelser' skal fremstå med individuelt bygningsmæssigt udtryk over ens skabelon.
Hvor nabobebyggelsen Filmhusene er karakteriseret ved karrédannelse og industrielle arkitektonisk tilgang med de muligheder, som det giver, er Udsigtshusene karakteriseret ved intimitet, fællesskab og naboskab, der styrkes af den bygningsmæssige pardannelse og oplægget til en mere håndværksmæssig og individuel byggeteknik som beskrevet ved tegning 3b og §7.3.
Kort 6b definerer ankomstområderne fra boligvejen til de enkelte bygningspar via den fælles gårdhave, igen understregende den identitetsskabende betydning af pardannelsen. Af samme årsag er ingen bygninger orienteret imod boligvejen
Dispensationsansøgningen peger på intentionen om udsigt, som begrundelse for at vende de to boligblokke øst for boligvejen. Ansøger påpeger skismaet imellem udsigt og pardannelse, hvor lokalplanens Tegning 3b fremhæver begge. Hele disponeringens og forarbejdernes fokus er bebyggelsens pardannelse, og de deraf muliggjorte naboskabsmuligheder, hvor lokalplanens Kort 6b anviser en bebyggelsesmæssig disponering, der tilgodeser begge hensyn med direkte udsigt mod nord og syd. Ansøgers andragende herom mangler begrundelse.
Oplæg til indsigelse
Bebyggelsen er disponeret med sin parvise bygningsstruktur omkring fælles gårdrum i bestræbelserne på at styrke naboskab, fællesskab og identitet. Den løsrevne bygningsstruktur, som ansøger ønsker at opføre langs boligvejen, er muligvis entreprisemæssig billigere at opføre, men er ikke i overensstemmelse med lidt kalplanens gode intentioner og skal afvises.
Ansøgers reference til udsigt er sekundær for lokalplanen og savner i enhver henseende konkret begrundelse.