Båret af et betydeligt borger- og forældrepres besluttede kommunalbestyrelsen i Værløse kommune i starten af 1980'erne at etablere en 0. - 2. klasses indskoling og FFO i Jonstrup. Skolen blev indrettet i Ny Bringe Grundejerforenings fællesbygninger: "Kaningården".
Med Flyvevåbnets fraflytning overtog Værløse kommune seminariebygningerne i 1995. Hovedbygningens stueetage blev ombygget til 0. - 2. klasse, som flyttede ind i 1999. Samtidig flyttede kommunens 10. klasseskole "Egeskolen" ind i bygningskomplekset..
Freja Ejendomme A/S' fremlagde helhedsplan for Sydlejrens udbygning. Jonstrup '89, borgere og foreninger påpegede, at planen ikke samtænkte bydelen, herunder manglende social infrastruktur med bl.a. tilpasning af institutions- og skolekapacitet.
Øget elevtilgang udfordrede skolens kapacitet. Som isoleret bydel var forældrenes ønske en 0.- 5. klasseskole, hvor behovet på kortere sigt var en 0.- 3. klasseskole. Skolebestyrelsen og J89 gik aktivt ind i beslutningsprocessen for skolens udbygning.
Med aktuel befolkningsprognose og lokal optælling dokumenterede J89 det langsigtede behov for indskoling i 2 spor og udarbejdede idéprojekt, tidsplan og budget for skolens successiv udvikling og ibrugtagning 2023 - 25. Planen blev præsenteret for Udvalget for Skole og Ungdomsuddannelse (USU) og blev bakket op af flere politiske partier (V, LA of DF).
Forvaltningen udarbejdede et 'idékatalog' af løsningsmuligheder til USU's overvejelser. Men politisk tilbageholdenhed fra konstitueringspartierne (S, R og K) betød, at penge til skolens planlægning ikke blev afsat i 2021-budgettet.
Alene kortsigtede midler blev bevilliget til ombygning af FFO-lokalerne til 2 stk 0.-klasser, iht aktuelt behov. J89 og de støttende politikere var uforstående overfor beslutningen.
En aktuel kapacitetsanalyse for elevudvikling blev behandlet i USU den 9. juni 2021 og tiltrådt af Byrådet som udviklingsgrundlag. Analysen dokumenterer behov på kortere sigt for fuld to-sporet indskoling i Jonstrup. USU besluttede at arbejde videre med at klemme ekstra lokaler ind i bygningen på bekostning af FFO mhp. at løse det meget kortsigtede lokalebehov. FFO flyttede ind i klasselokalerne, og maj-børnenes situation uafklaret.
Med en noget uklar sagsfremstilling med bilag åbnede Byrådet den 1. september 2021 'mulighed for', at Budget 2022-25 medtog udvidelse af Jonstrup Skole til 3. klassetrin i pavillonbyggeri. Samtidig blev USU bedt om yderligere stillingtagen til 4. og 5. klassetrin.
J89 reagerer på de uklare politiske og forvaltningsmæssige udmeldinger og inddrog sammen med Jonstrups forældregruppe skolens udbygning i valgkampen. Klare tilsagn fra V, R og K for skolens udbygning 0.- 3. klasse blev få dage før valget også bakket op af S.
Skuffende var det derfor, at Budget 2022-25 - bortset fra midlertidige pavilloner - fortsat ikke medtog budget til planlægning af Jonstrup Skoles udvikling.
De midlertidige pavilloner udlagde J89 som en hovsa-løsning, idet det nødvendige sigte imod en permanent løsning i flere år var negligeret af forvaltning og Byråd. Holdninger til hvorvidt 10.-klasseskolens placering i Jonstrup skulle prioriteres frem for bydelens egne behov blev fremført af mange samtidig med præciseringen af, at pavillonbygningen er en midlertidig foranstaltning. J89 efterlyste politisk modenhed og initiativ.
I øvrigt blev pavillonen ikke færdige til maj-børnene som aftalt, men kunne dog ibrugtages ved skoleårets start august 2022.
Politikerne med S i spidsen sprang efter valget fra deres tilsagn om støtte til skolens udbygning. Dette forblev ikke ukommentert af J89. Hertil kom, at forvaltningen ønskede endnu en forsinkende kapacitetsanalyse som beslutningsgrundlag, hvilket Udvalget for Børn og Skole (UBS) indstillede og Byrådet tiltrådte. Dog ikke til umiddelbar gennemførelse, - men udsat til 2023.
UBS fremlagde primo maj sin nye kapacitetsanalyse, der igen dokumenterede et stabilt elevindtag i 2 spor i Jonstrup. Dette er uændret fra den tidligere analyse og i overensstemmelse med J89's udredning i 2020. I juni 2023 blev arkitektoplægget gennemgået med Skolebestyrelse og J89.
Stor var derfor J89's og Skolebestyrelsens forbløffelse, da forvaltningen i sin sagsfremstilling til UBS' møde i august foreslog at udskyde udbygning af Jonstrup Skole til efter 2030. Både J89 og Skolebestyrelse afviste oplægget jfr her og her.
Det politiske udspil kom fra Økonomiudvalget i form af budgetforslag 2024-30, som ikke indeholdt budget for skolens udbygning. Med henblik på Byrådets 1. behandling af budgettet fremsendte J89 derfor oplæg til afværgedagsorden for en 0.- 5. klasseskole og en hurtig udbygning til 0.- 3. klasse. Under indtryk af en markant borgerdemonstration og -deltagelse under Byrådets budgetforhandling vedtog Byrådet samstemmende J89's afværgedagsorden.
Endelig: En fælles politisk målsætning om udbygning af Jonstrup Skole, herunder 0.- 3. klasse til ultimo 2026, blev vedtaget.
Økonomiudvalget frigav ved møde 21. februar 2024 midlerne til Jonstrup Skoles udvidelse. J89 har udtrykt bekymring over, at frigivelsen af midler til planlægningen i 2024 er reduceret fra kr. 9,7 mio til kr. 5,7 mio. Den reducerede frigivelse ændrer ikke i den samlede bevilling, hvor bekymringen alene er henset til en mulig langsommere igangsætning end aftalt, med dertilhørende senere færdiggørelse.